Du er her:

God sommer!

Tiden går stærkt, hvilket den jo gør, når man beskæftiger sig med noget, man kan lide. Vi har haft travt med at hjælpe vores kunder med at udvikle og strømline deres forretningsgange og give dem indsigt i deres forretningsdata. Nu er sommeren endelig over os, og det er vist på tide at komme ud og nyde den.

Rigtig god sommer til alle!

Det er juli og sommeren er i fuld gang og hvis man ikke allerede er gået på ferie, så nærmer sommerferien sig sikkert med hastige skridt. For de fleste betyder det tid sammen med familie og venner og ikke mindst tid til at få slappet af og få fyldt energidepoterne op.

I Active Business Solutions håber vi, at alle vores kunder og samarbejdspartenere får en rigtig god sommer og vi ser frem til at genoptage det gode samarbejde efter sommerferien.

Her på siden ser vi blandt andet lidt tilbage på foråret, som desværre har været præget af krigen i Ukraine, høj inflation og dystre udsigter for dansk og international økonomi.

Nedsat bemanding

Når sommeren er over os betyder det, at feriesæsonen står for døren og at vi, som andre virksomheder, har ferie der skal afvikles. Derfor arbejder vi de næste par måneder med nedsat bemanding. Det betyder ikke, at du ikke kan komme i kontakt med os, men det betyder dog, at hasteopgaver i ferieperioden naturligvis vil blive udført, i det omfang og i det tempo det er muligt.

Forår 2022

Vi var lige begyndt at kunne fornemme enden på en lang og sej coronakrise, da Rusland invaderede Ukraine, en invasion, som allerede har haft store konsekvenser for både international og dansk økonomi.

Den danske økonomi kommer fra et stærkt udgangspunkt, men alligevel vil den økonomiske udvikling kunne mærkes af både virksomheder og privatpersoner. Og vi kommer ikke til at se økonomisk kompensation i det omfang, vi så under coronakrisen.

Som privatpersoner mærker vi det allerede, når vi handler ind, tanker vores bil eller når vi skal varme vores hjem op. Virksomheder må forvente et fald i ordrebøgerne og stigende udgifter til at producere deres varer.

Krigen i Ukraine dæmper væksten i dansk økonomi

Foråret 2022 i høj grad været præget af Ruslands invasion af Ukraine, som på kort tid medførte store menneskelige omkostninger for den ukrainske befolkning og er på kort tid blevet en ny, destabiliserende faktor for verdenssamfundet og i høj grad også for den internationale økonomi. Det mærker vi også herhjemme, hvor krigen allerede har en direkte negativ effekt på væksten i dansk økonomi.

Høj inflation

Grundet ubalancer mellem udbud og efterspørgsel som følge af coronapandemien, har der siden begyndelsen af 2021 været stigende inflation, først og fremmest drevet af stigningen i energipriserne. Efterhånden som samfundene genåbnede efter coronanedlukningerne, og der igen kom gang i energiproduktionen, som i mange tilfælde overgik niveauet fra før krisen, steg energipriserne, og allerede sidste efterår og vinter satte især el- og gaspriserne nye rekorder. Inflationen tog i foråret til i styrke, og som følge af Ruslands invasion af Ukraine, blev den sendt yderligere på himmelflugt.

 

Graf over inflationen i Danmark siden 2002

Inflationen i Danmark siden 2002

Stigende energipriser

Priserne på elektricitet og naturgas steg allerede kraftigt i 2021. Den russiske invasion af Ukraine og de efterfølgende sanktioner har yderligere svækket udbuddet af energi og andre råvarer, hvilket har medført øgede forsyningsproblemer ‒ikke mindst i Europa. Vi ser det komme til udtryk i form af yderligere, markante prisstigninger på gas, olie og elektricitet. Økonomer peger på, at følgerne af de betydelige prisstigninger og den øgede usikkerhed om det videre forløb, vil være et reduceret globalt forbrug og færre investeringer. For mange produktionsvirksomheder er produktionen bundet op på energiformerne, hvilket betyder, at de i mange tilfælde oplever stigende udgifter til at producere deres varer.

 

Graf der viser gas priserne de sidste fem år

Gasprisen de sidste fem år

 

Hvordan ser fremtiden ud?

Fremtiden er som bekendt svær at spå om, men nogle økonomer har alligevel forsøgt. Det vurderes, at dansk økonomi rammes mærkbart af især mindre vækst på eksportmarkederne samt øgede energipriser. BNP-væksten i år reduceres  og inflationen øges.

Det er klart, at hvis eksempelvis konflikten i Ukraine eskalerer yderligere, og Rusland lukker for gassen til Europa, ser vi ind i et helt andet og langt værre scenarie for fremtiden. Omvendt kan en hurtigere afbøjning i energipriserne og en aftrapning af konflikten i Ukraine skabe et lysere scenarie.

Dynamics 365 2022 Release Wave 1 / Business Central 20

Vanen tro så blev årets første 2022 Release Wave opgraderingsbølge rullet ud april måned, hvor også en ny version af Business Central blev lanceret, denne gang med versionsnummer 20. Forbedringer i Business Central 20 indbefatter blandt andet en lang række forbedringer af finans- og forsyningskædefunktionerne, så brugere af Business Central kan eksekvere forretningsprocesser mere effektivt og øge produktiviteten. Derudover er integrationen til Power Platform forbedret, hvilket eksempelvis gør det langt nemmere for forretningsbrugere at opsætte arbejdsgange som matcher en virksomheds helt specifikke behov og krav i Power Automate.

2022 Release Wave 2 og Business Central 21

Allerede efter sommerferien frigiver Microsoft formentlig nyt om de næste opgraderingsbølger til Dynamics 365 og Power Platform, som rulles ud fra oktober 2022. Her lanceres blandt andet opgraderede versioner af Power BI, Power Automate og Dynamics 365 Sales og Business Central 21 frigives. Alt dette kommer du selvfølgelig til at kunne læse mere om på vores nyhedssider.

Til sidst vil vi endnu engang og med håb om godt vejr ønske alle vores kunder, forretningspartnere, ansatte og deres familier en fantastisk og solrig sommer. Vi ses efter sommerferien.

God sommer!

Your Challenge. Our Passion
Dynamics 365 Business Central partner